Have any questions?
+44 1234 567 890
Vil du med i Mandskoret Sønderborg?
Kan du lide at synge og har du lyst til at prøve kræfter med din sangstemme i Mandskoret Sønderborg, så er du velkommen.
Kontakt vores formand pr. mail på preben.junker@post.tele.dk og hør om muligheden for et gratis prøvemedlemskab.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Prøv i 6 uger
Glem alt om at du sikkert ikke synger godt nok, ikke har tid eller hvad vi ellers hører af undskyldninger for ikke at tage sig sammen. Hvis du har lyst til at synge, så kom og vær med.
Vi kan tilbyde dig et gratis prøvemedlemskab på 6 uger. Her kan du kvit og frit deltage i vores øveaftner og eventuelle andre arrangementer, hvorefter du beslutter om du vil fortsætte.
I de 6 uger vil du sikkert også opleve at du har en helt anden sangstemme end du troede og at du pludselig er blevet en del af et fællesskab, hvor du bland andet har fået 35 nye venner.
Hvis du vælger at fortsætte efter de 6 uger er resten af den pågældende måned gratis. Herefter betaler du får det antal måneder der er tilbage i den indeværende kontingentperiode.
I øjeblikket betaler vi 500 kr. om året i kontingent, som opkræves halvårligt med 250 kr. pr. gang.
Herudover betaler vi 950 kr. om året til Dansk Oplysnings Forbund som sørger for aflønning af vores dirigent og alt det praktiske omkring forsikring, feriepenge, atp og hvad der ellers bimler og bamler.
Øveaftner
Vi øver hver tirsdag fra 19 til 21 fordelt på 15 gange fra januar til slutningen af maj og 15 gange fra august til slutningen af november. De fleste møder dog op ved 18.30 tiden så der lige er tid til en øl eller vand og lidt socialt samvær med de andre, ligesom der er pause ved 20 tiden.
En typisk øveaften er fordelt på at lære nye sange, hvor vi indøver de forskellige stemmer og på at synge og vedligeholde nogle af de sange vi allerede har indøvet. Derved får nye kormedlemmer også mulighed for at lære disse sange.
De faste øveaftner foregår i Det Sønderjyske Sangcenter på den gamle kaserne, Gerlachsgade 2, 4. sal i Sønderborg, hvor der er gode adgangsforhold og masser af p-pladser.