Have any questions?
+44 1234 567 890
Historien om mandskoret Sønderborg
Med sine 100 år på bagen er Mandskoret Sønderborg et traditionsrigt kor, der har formået at tilpasse sig de skiftende tider og i dag står som et anerkendt kor, der både optræder herhjemme og i udlandet.
Vi er ca. 35 aktive medlemmer, som øver 1 gang ugentligt i perioden fra januar til juni og fra september til december. Vi synger primært 4 stemmigt og er opdelt i 1. og 2. tenorer samt 1. og 2. basser.
Allerede i 1932 startede Mandskoret Sønderborg sine årlige julekoncerter, der har været en fast tradition lige siden og som de seneste år har været afholdt på Cafe Alsion med kendte gæstesolister. Traditionen tro deltager vi også i den årlige forårskoncert, der som regel afholdes i koncertsalen på Alsion, ligesom vi også hvert år synger sommeren ind i tørreladen på Cathrinesminde Teglværk og synger julesange i Christianskirken i Sønderborg.
Herudover deltager koret i mange andre arrangementet gennem året. Vi optræder normalt ikke til private fester, men kan engageres af firmaer og til offentlige arrangementer i forbindelse med indvielser, jubilæer og lignende.
Det er en fast tradition, at vi hvert 3. år tager på en udenlandsrejse, hvor vi møder andre mandskor, som vi optræder sammen med, ligesom vi udveksler erfaringer og knytter nye venskaber.
Mandskoret Sønderborg blev stiftet den 3. november 1921 af soldater, der var blevet såret i krigen. Det er vi dem meget taknemlige for, ligesom vi er stolte over at det er os der får lov til at føre denne tradition videre.